Sæt håndværk i Haslev på dagsordenen

I Haslev har vi en helt unik mulighed for at samle håndværk, design og teknologi på en ny efterskole. Den vil skabe nyt liv i Skoleparken med et kreativt og kulturelt kraftcenter og samtidig åbne dørene for et fællesskab med lokale skoler, foreninger og virksomheder.

Efterskole og kulturelt samlingspunkt 

Forestil dig åbne værksteder og mødelokaler, hvor alle kan mødes i et levende miljø på tværs af alder og interesser. Sådan bliver skolen et samlingspunkt for ideer, projekter og iværksætteri, der kan omsættes til initiativer og sætte lokale aftryk i Haslev. Kultur -og foreningslivet får nye muligheder ved at bruge skolens faciliteter og eleverne i Faxe kommunes skoler får glæde af værksteder og udstyr i fx “Håndværk og design”. 

Historie, nutid og fremtid 

Den nye efterskole skal bo i Haandværkerhøjskolens smukke bygninger, hvor unge mennesker i næsten 100 år har lært at mestre praktiske, kreative og håndværksmæssige fag. Vores drøm er at videreføre denne tradition så rejsen mod at blive fremtidens håndværker, designer, iværksætter, kok, robotteknolog, arkitekt og meget mere begynder i Haslev. 

Flere kloge hænder og arbejdspladser 

Den nye håndværksefterskole kan kickstarte glæden og interessen for håndens arbejde og få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Lokalt vil skolen skabe 29 fuldtids arbejdspladser, øge lokal beskæftigelse og bidrage med en omsætning på 23 mill. kr. Det er derfor en investering til gavn for både Haslev og resten af landet. 

Hjælp os med at skabe opmærksomhed hos byrådet, så vores lokale politikere er med til at realisere Haslevs nye efterskole. Det får vi alle sammen gavn af 🙂

eller skriv til din kandidat og bed dem om at støtte vores sag

Kilde:
www.faxekommune.dk/politik/valg/praesentation-af-kandidaterne-til-kommunalvalget-2021